Houlbjerg
Houlbjerg kirke
Houlbjerg sogn

SOGNEDAG - søndag 11-11-2018 kl. 11.00

Skrevet: 02-11-2018
Der inviteres til sognedag.

Dagen er for beboere i alle 4 sogne og andre interesserede.

Vi starter dagen med gudstjeneste i Houlbjerg Kirke kl. 11.00, hvorefter der er frokost og kaffe i sognehuset.

Sognekoret vil underholde med et par sange i kirken og i sognehuset.

Efter frokosten kommer Erik Lindsø og oplyser og underholder os. Men vi skal også selv være lidt aktive, for dagens emne er sange fra Højskolesangbogen. Erik Lindsø vælger sangene og knytter kommentarer til dem. Han fortæller både om, hvad den enkelte sang betyder for ham, og hvilke historier, der i øvrigt knytter sig til den.

Erik Lindsø er en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og fortællere, der med muntre historier og humorens bid sætter tilværelsen under lup. Han har været højskoleforstander på Rønshoved Højskole, programmedarbejder i Danmarks Radio og redaktør for Højskolebladet og magasinet Grænsen. Han er nu tilknyttet Rødding Højskole som underviser og kursusarrangør. Erik Lindsø har senest udgivet bøgerne ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder” og ”Livet er i det mindste en historie værd”. Han er på vej med en bog om den danske sang.

Alle er velkomne.


ALLE HELGEN GUDSTJENESTE I SALL KIRKE søndag den 4. november kl. 19.00

Skrevet: 23-10-2018
Også i år vil der blive afholdt en særlig Allehelgens-gudstjeneste her i pastoratet.

Ved denne gudstjeneste vil vi mindes de personer, som er døde siden sidste Allehelgensdag. Vi sætter ord på smerten og døden, og i gudstjenestens løb vil navnene blive læst op. Vi vil mindes vore kære afdøde og takke for, hvad de fik lov til at betyde.

Ved Allehelgens-gudstjenesten medvirker vores lokale violinist, Ian van Rensburg, som bor i Bøstrup.

Ian van Rensburg er koncertmester i Århus Symfoniorkester og er en højt anerkendt musiker, der også har virket som koncertmester i en række orkestre i udlandet. Han er født i Sydafrika og har studeret og virket som violinist mange steder rundt i verden. Han har desuden undervist en årrække på Det jyske Musikkonservatorium.

Ian van Rensburg står jævnligt som solist foran sit eget orkester og deltager desuden ofte i Århus Symfoniorkesters kammerkoncerter.

Efter gudstjenesten serveres en kop kaffe i våbenhuset.

Alle er velkomne.


SOGNEAFTEN MED FOREDRAG OM ASTRID LINDGREN tirsdag den 30. okt. kl. 19.30 i Sognehuset i Houlbjerg

Skrevet: 22-10-2018
Anne Valbjørn vil føre os ind i Astrid Lindgrens univers, hvor vi nok møder både Emil, Ronja, Brødrene Løvehjerte og alle børnene fra Bulderby.

Undervejs serveres stort kaffebord.

Alle i Haurum, Granslev, Houlbjerg og Sall sogne - såvel som alle andre, der kan tænke sig at være med er hjerteligt velkomne!


KRISTEN MEDITATION

Skrevet: 12-10-2018
Introduktionsmøde lørdag 27. okt. kl. 10 – 14 i sognehuset i Houlbjerg.

Til efteråret starter vi i Granslev kirke en gruppe, som vil praktisere kristen meditation. Det er en meditationsform, som også kaldes centrerende bøn, og som har dybe rødder i den kristne tradition.

Kristen meditation er en stille, enkel og ordløs form for bøn og meditation, hvor man opmærksomt og naturligt åbner sig for Guds nærvær.

Vi inviterer til introducerende møde i sognehuset i Houlbjerg lørdag den 27. oktober 2018 kl. 10-14 med gruppens vejleder Elisabeth Staal Jensen.

Herefter vil der være meditationsaften hver anden onsdag, første gang onsdag den 31. oktober, i Granslev kirke. (Tidspunkt aftales på intro-mødet).

Der kræves ingen forudsætninger for deltagelse; metoden er enkel og åben, og samtidig udfordrende og givende.

Tilmeld dig gerne til det introducerende møde til steen@europilgrim.dk

Alle er velkomne!


HØSTGUDSTJENESTER

Skrevet: 04-09-2018
Vi fejrer høsten i alle kirkerne, men gør i år særligt opmærksom på gudstjenesten i Houlbjerg kirke torsdag den 13. sept. kl. 17.00, hvor der også er fællesspisning i forsamlingshuset, alle er meget velkomne, men husk gerne tilmelding til maden, og vi modtager også gerne donation af kurve med afgrøder til pynt i kirken og senere auktion i forsamlingshuset. Sognekoret medvirker både i kirke og forsamlingshus.

Vi starter med takkegudstjeneste i Houlbjerg Kirke og bærer derefter de donerede kurvene hen til Houlbjerg Forsamlingshus, hvor vi i samarbejde med Houlbjerg Borgerforening holder fællesspisning og auktion over kurvene. For spisning betaler man 25 kr. ved indgangen (børn under 14 år er gratis). Det er nødvendigt med tilmelding senest d. 9. september til Doris Thomsen: SMS 61 28 42 53 Mail: doris.mth@gmail.com. Vi håber, der er mange, der vil give en kurv eller lignende - det beder vi også om, at I meddeler Doris.

Andre høstgudstjenester:

Haurum d. 9. september kl. 11.00

Granslev d. 30. september kl. 11.00 med børnekoret LØVsangerne

Sall d. 7. oktober kl. 11.00 med minikonfirmand-afslutning og frokost i forsamlingshuset.